Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn
Hvert Sekund fødes der en Menneskesjæl til Verden. Et nyt Lys tændes, en Stjærne der maaske skal brænde usædvanlig smukt, som i al Fald har sit eget, aldrig sete Spektrum. Et nyt Væsen, der maaske skal strø Genialitet, maaske Skønhed omkring sig, kysser Jorden; det aldrig sete bliver Kød og Blod. Intet Menneske er en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt Væsen ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej henover den – en Fosforesceren mellem to Evigheder af Mørke. Saa er der vel Glæde blandt Menneskene for hver nytændt Sjæl? om hans Vugge staar de vel med spørgende Øjne, undrende paa hvad denne ny vil bringe? Hvert Sekund dør der et Menneske. Et Lys slukkes for aldrig at tændes mere, en Stjærne der maaske har brændt usædvanlig smukt - i al Fald haft sit eget, aldrig før sete Spektrum. Et Væsen, der maaske har strøet Genialitet, maaske Godhed omkring sig, forlader Jorden; det kun engang sete - Underet der blev Kød og Blod - hører op at være. Intet Menneske var en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert Menneskebarn ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej hen over den – en Fosforesceren mellem to Evigheder af Mørke! |
